Under rideturen i går eftermiddags..

.. stod månen op på smukkeste mest enestående vis.. som en solopgang.. steg den op over træerne og landede mellem Lidos øre og gik lige i hjertet på mig..

Vi var ikke alene om det store i øjeblik.. et med-hjerte stoppede ved folden.. stille i mange minutter stod hun.. hvilket inspirerede mit fortravlede sind til også at stoppe.. finde mere af den bortkomne ro og bare være.. lige der.. lige nu..

Hun tog ikke billede og noget i mig tvivlede meget.. fordi det bryder med forbindelsen til nuet at tage telefonen op og zoome ind på skærmen.. jeg vil langt hellere tage mentale billeder men jeg elsker også at fastholde og kunne gå tilbage og genkalde mindet..

Jeg gik tilbage og læste min 16. tekst.. fordi jeg havde skrevet den endnu mere uden formål end normalt.. ene og alene ud fra følelsen og lysten til at skrive.. tænkte den nok skulle redigeres.. måske slettes.. fordi det er noget rod noget uforståeligt markværk.. men det var bare ikke følelsen jeg havde da jeg havde læst den lille tekst..

Velvidende at jeg næppe når mange, måske faktisk nok mest ingen, er det derfor endnu mere sandt for mig at det ene og alene er for mig jeg skriver og deler.. fordi det i mig skaber noget som jeg ikke kan forklare.. det gør bare noget og derfor gør jeg det.. ikke for din skyld men for min..

På mange måder ender det jo så alligevel med at være for dig også.. fordi ringe spredes og alt hænger sammen så vil min energi altid møde din…ad kringlede omveje med garanti.. men dog alligevel en dag ramme!