3

Jeg har gået nogle dage og tygget på livet..særligt vores forhold til klimakrisen..
Vi sidder og snakker, taler retter den mavesure danskelære mig, pludrer siger jeg, for at tage alvoren ud af emnet..
Alle tænker i hvad kan vi gøre..De tænker det bare for småt..eller nej de tænker det kun uden på.. fysisk.. hvilke handlinger skal der til i den fysiske verden for at skove have klode bliver rask igen..men hvor starter handling..
Jeg kigger op på legepladsen og finder min datter med øjenene, varmen i mit hjerte og smilet om mine læber røber min kærlighed..
Mine tanker er væk et øjeblik og kvinden smiler da jeg ser over på hende igen..

Præcis siger hun.. handling starter i tankerne.. det vi tænker om verden bliver til vores måde at være i den på.. tanker der bliver til ord og spreder ringe af vores kerner med al den kærlighed, medmenneskelighed, tiltro og optimisme der kan stråle ud fra os.. hvis det modsatte da ikke lige er tilfældet.. opgivenhed, frustration, pessimisme, egoisme og tusind andre følelser vi rummer som holder os fanget, nede, tilbage fra at drømme om, tro på og ændre vores måde at være i verden på.. ændre den på den allermest logiske måde..

Den sidste kommentar provokerer mig..

Den allermest logiske måde siger jeg højt.. Hvad mener du det er..?
I øjeblikket, lige her hvor hun siger det virker det så simpelt.. Jeg mener, siger hun, at vi levede vores liv som om alt var opdelt.. den dag vi lavede om på det, så helheden sammenhængen imellem alt, fandt vi en ro en lykke som før normalt kun har været forundt de allermest fanatisk religiøse.. dem som vi så ned på fordi de snævertsynet havde valgt at skære alle andre verdenssyn fra.. vi levede som om vi hver især kunne eksistere uden hinanden.. uden at forstå at vi fungerer som molekyler der tiltrækkes, klæber til hinanden og nødigt giver slip.. vi levede uden helhedsforståelsen og det gjorde os ensomme og modtagelige overfor dysterheden.. men aller vigtigst handlingslammede det os og spærrede vores øjne for den gigantiske forandring vi endte med at gennemføre..
Vi troede at naturkræfterne skulle føje os eller som minimum tjene os.. for vores skyld.. for at vi kunne fortsætte ud af det spor vi var på..
Min hjerne er forvirret.. hvorfor taler hun i datid..?
Hvilket spor var vi på..?
Det du ser nu.. lever i nu.. der hvor din hverdag er afgrænset til kun at handle om dig.. eller dine nærmeste.. hvor du allerhøjest tænker i affaldsortering, madspild, økologi og andre snævre principper.. snævre fordi det var en meget dybere forståelse og tiltro der skulle til.. den kom og alt blev godt fordi nogen tænkte tanken.. fordi nogen forstod at mennesker ikke kan fylde alt.. forstod at alt på kloden består af de samme byggesten.. som vi alle har aktier i.. din død min død vil sætte gang i nyt liv.. men forurener og dræber vi for hurtigt kan den cyklus ikke følge med.. cirklen brydes og det var der vi var.. fordi vi levede på bekostning af og ikke i harmoni med..
Med hvad?
Alt.
Hvordan lever jeg i harmoni med alt når jeg dårligt kan finde ud af at leve i harmoni med mig selv spørger jeg.. på mange måder har dine ord en religiøs klang jeg har svært ved at sluge.. hun kigger på mig.. de grå øjne er umulige at læse, men hendes ord er tydelige nok.. religion er en overbevisning.. vi lever alle efter en overbevisning, vi har alle vores egen religion.. den er ikke afhængig af om du har styr på dit lort eller ej den er afhængig af dine tanker.. vi lever alle efter love principper som vi selv eller samfundet har opstillet, men vi har selv skabt dem og genskaber dem kontinuerligt.. da vi begyndte at skabe ny tanker skabte vi nye handlinger som ændrede vores sind i en dyb kærlig retning.. da følelsen af samhørighed overtog forsvandt en stor ting en stor sten..følelsen af ensomhed og ligegyldighed.. ingen kender i morgen men alle ved at det vi gør nu kan spores i fremtiden.. når du opdrager din datter planter du frø i hende som vil vokse eller dø alt efter hvad hun føler giver mening at nære.. det der giver mening for hende at nære er det samme som det der gør hende glad og lykkelig.. hun vil fodre alt i sig som skaber lys varme og kærlighed i og omkring hende.. fordi et barn har brug for og ønsker din glæde fordi den gør hende tryg.. er du glad vælger du hende til med smil, interesse forståelse og omsorg.. så vil hun ubevidst udvikle din styrke i sig og dem der skyr dig vil hun betvinge og undertrykke..
Spørgsmålet er vel så om det ikke er sundest at hun kender og kan rumme alle sine følelser..
Det er det uden tvivl.. at kunne spore dem genkende dem, vide hvilke der er gode at handle på og hvilke der ligger der for at holde hende på sporet gøre hende bevidst om alternativet.. det onde..det der ligger i os alle.. synergien.. kampen..

Jeg fatter hat af mødet.. ikke kun dette møde men alle møder med mennesker.. min respons på dem jeg møder.. hvorfor er det så forskelligt..eller.. jeg forstår fragmenter.. men jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kan holde min egen integritet.. at møde alle åbent og kærligt..hvorfor sker det at jeg dømmer og holder op på førsthåndens forvirrethed.. hvorfor kan jeg med nogle mennesker ikke finde den rette frekvens.. ligegyldigt at alt ellers er positivt.. hvad er det min underbevidsthed registrer og som jeg ikke kan kontrollere beherske styre udfaldet af min respons på?

Min uge har været helt til rotterne..eller ej overdrevent.. men sandheden er at min krop lander på bænken som en klump ølandsbolledej der har stået og boblet for længe på køkkenbordet.. jeg flader ud med et træt men lykkeligt blik..
Du er som du plejer.. rolig afklaret nærværende.. smittende i din karma af godhed og energi.. alt det jeg drømmer om at blive..
Det er løgn.. løgn at ugen har været helt til rotterne.. men mit sind er vildere end jeg kan huske det nogensinde har været før.. på en måde som om det får lov at være ægte sig selv igen synkront med at jeg dårligt kan genkede mig selv i det.. mit temperament virker som vågnet af en dvale men det sammen gør min intensitet.. min måde at gå til livet på virker som om den er under forandring.. lige den del giver mening.. er til at forstå for mig.. forandring er en konstant variable.. intet ér konstant..
I dag har jeg været bedre til at håndtere skønlingen end andre.. ikke perfekt men jeg har stået imod og undladt at handle på følelsen af at blive straffet når hun bliver ked af det, vred og frustreret.. Jeg formåede at lade hende være i sine egne følelser og ikke presse på for at hive hende ud og gøre hende glad.. glad fordi det er svært for mig når andre er sure.. i særdeleshed når det er min skyld.. mit valg.. mig der har sagt nej.. det er svært.. når essensen i mig bare gerne vil skabe glæde og harmoni så er det sværere end jeg kan forklare.. men der var også en ro at hente i at hvis jeg kan lære min datter, vise hende glimt af at alle hendes følelser er okay at have og udtrykke så er der en reel mulighed for at hun ikke får brug for at gøre nogen af dem usynlige for mig.. sundheden der ligger i at alle følelser er okay.. at hun ikke skal være noget gøre noget bestemt for at please mig.. dét.. lige præcis dét er så ufattelig vigtigt!
Lige nu mens jeg skriver sover hun.. efter en følsom dag.. verdens sejeste smukkest mest åbne positive hjerte sidder i hende.. samtidig også det mest pleasende.. som det er det i alle børn.. ønsket om at glæde og ikke såre.. ønsket om at give alle hvad de ønsker af hende er så stort at hun nogen gange knuges af alle kravene særligt når hun ønsker at give noget som en magt over hende beslutter hun ikke kan give.. følelsen af uærligheden og frustrationen.. angsten for hvad jeg de verden gør når hun ikke lever op til ærligheden.. fordi hun allerede ved hvor højt den troner..
Jeg fandt ud af i denne uge at NU er hendes samvittighed sået spiret og groet stor som et egetræ med dybe rødder.. på en måde hader jeg at det er nødvendigt at påvirke et barn på den måde.. at hensyn og samvittighed hænger så uløseligt sammen med det at leve i flok.. hænger sammen med følelsen af kærlighed.. hader det fordi bagsiden af samvittigheden er den dårlige samvittighed der perfektionistisk vil martre hende resten af hendes dage.. den der overhører hendes behov for at gøre ting for sig selv, passe på sig selv.. samvittigheden glemmer at beskytte hjertets harmoni men vælger at sætte andre over egoet og på en skør måde er det samvittighedens egen måde at leve i en egoistisk bobbel.. måske mit ubehag ligger i at det er det samme som at noget af barnet er slået i stykker.. noget i hende er rettet til pudset af finjusteret for at kunne passe ind og fungere i denne verden som på så mange måder ikke er en verden der ser ud som den skal gøre.. bange for om det vi alle gør i vores opdragelse, hvor forskelligt vi end gør det, alligevel på bundlinjen gør mere skade end gavn.. med en tyrkertro på at vi alle gør vores bedste med det vi har at gøre med kæmper jeg lige der for at hive noget af min egen selvtillid og ro tilbage..for den blafrer i vinden.. påvirkelig af verden og på evig jagt efter bekræftelse omsorg forståelse..

Jeg må have været langt væk i mine tanker for først nu mærker jeg at jeg er blevet kold.. du har forladt din plads og ladet mig følge min rejse alene.. men din intense varme gør at min venstre side føles som om du stadig er meget tæt på..

Jeg rejser mig og min datters strålende smil rammer mig.. vi går ned til vandet finder smukke sten.. kaster et par store i vandet og kæmper om det største plask..