2

At mødet ikke kan have en start og en slutning står mig hurtigt klart. På mange måder er det så logisk at en forklaring kun vil kunne gøre det mindre forståeligt.. igen.. det er en følelse..

En følelse af hvad der er rigtigt og forkert. Hvilke valg der skal træffes..Hvilke der bør træffes og hvilke jeg kan undlade at tage stilling til.. De valg hvor jeg bare flyder med og lader noget udenfor mig selv bestemme.. Det ved jeg jeg har gjort når jeg har levet i afmagt..levet der hvor uundgåelige beslutninger har tynget og trængt sig på.. Der har jeg søgt ønsket håbet at noget nogen ville tage mit ansvar og min frie vilje fra mig fordi den var den største byrde.. Jeg søgte svar alle steder udenfor mig selv..svar der kunne give mig retning uden skyld..

Den slags findes næppe..valg i livet er frie og selvom jeg kan mene de er underlagt særlige omstændigheder og hensyn og overhovedet slet ikke føles frie, så er de det..De er bare bundet op på tidligere valg..og dermed bliver ansvaret også mit.. helt alene..

Med tanke og erfaring på livets snørklede drillesyge måde at tage en ved næsen bliver det nærmest logisk så helt ufattelig logisk at jeg skal vælge..og at valg i dag vil give mig glæder og sorger i morgen.. mit liv er min skyld.. mit fokus mine bekymringer mine glæder..mit livssyn.. mine valg..

Kvinden lukker sine øjne om tårerne.

Jeg eksploderer..ædes op af frustration siger hun da de åbnes igen..

Jeg har kendt min kærlighed i årevis men aldrig elsket ham højere end nu.. Jeg ædes af fortvivlelse..Jeg var blevet lovet alderdommens indsigt og afklaring det til trods føder min sjæl dagligt nye spørgsmål og jeg kan ikke være i ro når han ikke har min hånd.. betyder det at jeg lader min sanity ligge i hånden på den jeg elsker og betyder det at jeg har valgt..valgt at stole blindt på et andet menneskes kærlighed..for det ved jeg slet ikke om jeg tør..Jeg turde det ikke da vi mødtes og jeg tør det da slet ikke i dag..

Mennesker siger at det værste er at dø alene, men jeg siger at det værste er at dø fra dem man elsker.. Det er den mest ulykkelige ligning for intet liv kan være værd at leve uden kærlighed, dog vil jeg mene at døden bliver mindre brutal hvis den sker i ensomhed..

Går man ikke altid døden i møde alene spørger jeg forsigtigt..

Alene og ensom er langt fra i familie..De kan bo sammen men behøver aldrig at sove i samme seng..men nogle gange gør de..og gør de det er det de aller mest tragiske sørgelige historier de fortæller..

At møde døden når man ønsker mere tid med kærligheden gør en uvillig til at slippe og lige der vil man være det ensommeste mest afmægtige menneske..præcis fordi man kendte kærligheden og det at slippe bliver det ondeste livet har at byde på..

Alt i livet hænger sammen og alt ved døden hænger sammen med livet. Af jord er du kommet til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå..

Jeg kan ikke forestille mig at mit live skulle have været levet uden kærlighed..romantisk kærlighed, en moders en datters.. på mange måder har jeg til gode at opleve den dybe venskabelige kærlighed måske fordi den i mit hjerte er blandet med kærligheden til min soulmate.. ham der har mit erotiske hjerte.. ham der står alt igennem med mig uden behov for at tryne holde nede eller andet der ikke skaber gode ringe..ham der står der som ægte ren og dyb kærlighed som intet eller ingen kan rokke i hans klippefaste tro på at mit sande væsen er godt! At alle de brøl jeg kan brøle, alle de sår jeg kan påføre ændrer ikke ved at mit ønske og håb er ægte godt.. vejen dertil var bare uklar.. ujævn og helt igennem utydelig for mig selv og verden.. man kunne tænke at verden ikke behøvede kende til min vej men havde den gjort havde viljen og lysten til forståelse været større.. tanken om at jeg sidder gammel og grå og ved at den sandhed gælder for alle jeg har mødt på min vej..alle jeg kommer til at møde på min vej..at deres liv ville have været levet aldeles anderledes hvis jeg havde forstået dem..hvis de havde forstået mig.. hvis jeg tidligt havde indset at perfektionen var mig en bautasten om anklen og jeg ingen trylledrik havde..så havde jeg nok gjort op med den før..men det var umuliggjort af min manglende erkendelse af at jeg besad den..jeg anede det simpelthen ikke før jeg var godt 30..og da det gik op for mig eller rettere da jeg blev gjort opmærksom på den var jeg i en del år stolt af den. Stolt af at føle jeg rummede en perfektionists muligheder..Jeg troede oprigtigt at den var vejen til mål jeg endnu ikke havde fattet..

Perfektion er bare ikke en vej det er et mål.. men et fatamorganamål..Det findes ikke..Det kan ikke findes udenfor ens egen bevidsthed og faktisk tror jeg ikke engang det kan findes der.. Perfektionen vil altid finde fejl og mangler.. nyt der kan forbedres.. kvaliteten af liv og ønsket om forbedring, er menneskers mareridt.. medskyldig i vores evige utilfredshed og manglende ro og hvilen i os selv..

Kan ting ikke være gode nok som de er?

Er det genetisk forudbestemt at vi skal udvide for at overleve..at vi skal tryne og hævde os over alt andet for at overleve.. ?

Vores frygt for selv at blive trynet brændt på bålet sat på byporten og slettet fra folkets hukommelse er trusler der ligger i vores urkerner..

Vi har brug for at være vigtige..Jeg fandt bare ud af at det ingen mening giver for mig at lade mennesker jeg ikke er vigtige for, være vigtige for mig.. Den gengældte kærlighed der gør dødens smerte værd at gennemleve.. Jeg ønsker ikke at bygge og udvide jeg ønsker at skære helt ind forbi benet.. først stoppe lige før marven.. Det at skabe liv der kan leves, liv ud og liv ind..uden at ødelægge og nedbryde.. dét er målet.. muligt det kan synes at være et perfektionistisk mål, men kan det være i mine drømme og kan det formuleres og visualiseres.. kan det udleves..