14

..og så står jeg der igen..

..og tager mig selv i for 120. gang at tænke ej det skulle jeg jo ikke have sagt eller i hvert fald ikke på den måde.. sæt nu jeg har såret nogen trådt nogen over tæerne.. uuuhh det går slet ikke alt det mærkelige jeg lukker ud.. alle de meninger.. holdninger.. tanker..

STOOOOOOOP!!!

.. skriger du inde i mit hovede.. med munden på vid gab og øjne der lyner og tordner mens store tunge rynker trækker din pande hårdt sammen.. jeg blæser et skridt bagover.. jeg forstår ikke helt.. jeg prøver jo bare at tage hensyn.. Fuck hensyn siger du.. du kan ikke leve dit liv udvisket.. så gør du det og dig selv meningsløst.. du er nød til at turde.. du er nød til at fortsætte med at stå ved dig selv.. også når du siger ting der er tanker og måske ikke en mening..

Faktisk.. siger jeg.. er der meget lidt der er en ægte mening i mig mere.. det er lidt som om at alt i mig er så flydende at da jeg sad i sofaen i går blev jeg lidt bange.. bange for den revolution som blev talt om og som jeg ønskede og pludselig føler jeg gennemlever.. bange, fordi jeg føler meget, nærmest alt i mig rykker rundt.. bange for forandringen.. bange for alt det jeg kendte ikke er kendt mere og det ikke kender mig.. og lige der bliver jeg ekstra bange for at stå ved mig og mine tanker.. bange for at vise mig fordi jeg synes jeg er blevet umulig at forstå.. kan høre mig selv ikke give mening..

Hvem siger du skal give mening? spørger du..

Ja altså bare lidt mening ville nok være at foretrække griner jeg.. lidt lettere nu.. men stadig bekymret.. ikke at tænke tanker er så uvirkelig en tanke i mig at det at gøre det bliver fremmed.. i det meditative er intet fremmed fjernt.. i nuet med det.. er alt godt.. så derfor forstår jeg endnu mindre hvorfor det føles så voldsomt og helt umuligt for mig at kommunikere når mit indre momentant finder sit lykkelige hak.. jeg er uret der ikke kender tiden eller klokken men som bare går og går uden dog at slå ned på hverken hel eller halv.. som flyder i en jævn strøm til den dag jeg går i stå.. sorgen frygten balladen..

Mit hjerte er fyldt..

Det flyder over med kærlighed og forundring..

Jeg er så helt igennem uforstående overfor den menneskelige natur på samme tid som jeg forstår alt for meget..

Forklaring er dog ikke længere nok.. ikke længere brugbar undskyldning..

Jeg vil dybere end bare forståelsen..

Jeg vil påvirke fra hjertet..

Jeg vil rykke med og mod kærlighed..

Du kigger på mig.. rynkerne er forsvundet.. din milde overbærenhed spejler sig i dig.. dit smil bekræfter din støtte og du svæver ud af mit synsfelt for at sprede mit ønske..

Tilbage står jeg.. spejdende.. mere rolig og og alligevel.. altid det der lille store vedholdende “men”.. jeg aner alt.. jeg aner intet.. ved bare at du og jeg er én.. altid!